Historien bag
Outrup er kendt som et sted hvor der er mange sportsaktiviteter, men der er også tradition for musik. Outrup skole havde i mange år et kor, som med stor entusiasme med ledet af Kirsten Astrup, og Blaabjerg Musikskole har også i mange år været og er stadig et stort aktiv i området.
På samme måde har der i mange år været tradition for en børnemusikfestival i Outrup Anlæg, hvor børneinstitutionerne i den gamle Blaabjerg kommune samles og optræder for hinanden, forældre, bedsteforældre og andre børneelskere.
Det er et arrangement, hvor forældrene mødes og snakker og i flere år har nogle af disse forældre gået og snakket om, at der egentlig også skulle være noget musik for de voksne. Oprindeligt blev børnemusikfestivalen afviklet fra en interimistisk scene bygget til lejligheden af paller og lignende, men i forbindelse med at styregruppen for ”Et aktivt sted i Vest” havde skaffet penge til renovering af anlægget, blev der på opfordring af børnemusikfestivalen også lavet en sceneplads. Og så var det, at der blev snakket om at scenen i det nyrenoverede anlæg var som skabt til Henning Stærk, og så kontaktede vi ham for at høre om han ville være med til at starte en tradition i Outrup.
Det ville han da meget gerne, og så hyrede vi ham, siger Søren Nissen, som var en af initiativtagerne. Men så kunne vi godt kunne se, at der nok skulle lidt mere til end bare en aftale med Henning Stærk! Heldigvis er Outrup et sted, hvor der er tradition for at løfte i flok, så ret hurtigt kom der nogle foreninger og en organisation bagved, så nu er der en voksenmusikfestival i Outrup Anlæg.
Første festival blev med stor succes afholdt i 2009 opbygget på et koncept om at det skal være hygge og go’ musik, hvorfor der blev satset på at sælge billetter til de lokale virksomheder i form af sponsorater, der så blev omsat til en lille firmaudflugt eller –fest. Samtidig kan man også bestille en madkurv, det på den måde blev til en samlet festpakke.